10 ting der er værd at vide om en skisæson i Canada – Clara’s canadiske eventyr

Avatar photo
Clara Kauffmann March 10, 2021

Blog #2: 10 ting værd at vide om en skisæson i Canada

Mit navn er Clara, og jeg har været på skisæson i Revelstoke, Canada med Snowminds. Jeg har skrevet en lille liste over ting, som jeg gerne ville have vidst, inden jeg kom til Canada. 

Håber I vil læse med!

 

1. Canadisk kultur er fantastisk!

Én ting man hurtigt finder ud af er, at canadiere er utrolig flinke og venlige. Især i køer til gondoler eller stolelifter er der en god kø-kultur, og folk giver plads til hinanden. Derudover er canadiere meget hjælpsomme og gæstfri. Et godt eksempel er hitchhiking – det skete tit at, hvis man var på vej op til resortet kunne man nemt få et lift ved at hitchhike. Helt klart noget man ikke er vant til hjemme i lille DK!

 

2. Brede planker i Canada? JA TAK!

Jeg vil anbefale, at man har alt sit skigear klar inden afrejse, så man er parat til den hårde og intensive træning og eksamen. Når man har lært området at kende og har fået erfaring i det canadiske skiløb, er der masser af muligheder for at købe ekstra udstyr og skigear i Canada udover det nødvendige man har medbragt. Jeg havde mine egne alpinski med og købte senere et par ekstra brede planker. Det fedeste er, når man har fri fra arbejde og har tid til at komme ud og lege i sneen med sine powder-ski! Derudover får man også staff discount de fleste steder, så man kan købe ekstra udstyr til en god pris. En anden ting jeg var glad for samt brugte meget var boot fitting (som de fleste resorts har). Personalet har meget viden og er gode til at vejlede en til at finde den perfekte skistøvle. Efter jeg havde købt et par nye skistøvler var jeg konstant hos boot fitteren for at få min støvle til at sidde helt perfekt samt fik jeg lavet “Custom Foot Beds” som virkelig gavner en i skiløbet. Service er i topklasse!

Ski i Canada

 Mine Line Pandora ski som jeg er utrolig glade for!

 

3.  Anderledes skiterræn

Vær forberedt på anderledes skiterræn end hvad man er vant til i Europa. På min destination i Revelstoke havde vi meget dyb sne og masser af off piste terræn, som jeg personligt ikke selv var vant til at stå i. Jeg vil også sige, at der generelt var stejlere terræn på min destination. De fleste blå pister svarer til en rød pist i Europa. Der er masser af tree skiing, som også var nyt for mig, men når man først har prøvet at stå på ski i træer – vil man bare blive ved! Men jeg tog det hele som en udfordring, og så handler det nogle gange om at overvinde sin frygt og bare springe ud i det!

Ski i Canada

Udsigten fra Sub Peak i Revelstoke.

 

4. Afterski på en anden måde

I Canada er der ikke helt det samme afterski, som man er vant til i f.eks. Østrig. I Canada handler det mere om at stå på ski om dagen, og så tager man ud om aftenen til f.eks. karaoke night. Det sociale liv sker mere om aftenen, og man holder flere house parties. Jeg synes, det var fedt at have en balance med at man kunne stå på ski hele dagen og give sig 100%. Derefter kunne man så tage en eller to fyraftensøl med kollegerne efter arbejde og mødes i byen om aftenen.

 

5. Træn op inden din skisæson

Det er en rigtig god idé at være i god form, inden man ankommer og have trænet op til sin skisæson. Uanset hvilken destination man ankommer til i Canada, så er de første par uger ren træning, hvor man stort set står på ski hver eneste dag, så man kan blive klar til CSIA Level 1 eksamen. Når man ikke er vant til at bruge sin krop i form af ski, er det derfor godt at have sine muskler og led varmet op, inden man ankommer, så man kan give sig 100%. Snowminds sender også et træningsprogram ud tidligt før afrejse. Det er lavet af fysioterapeuter og det vil jeg helt klart anbefale at man følger, så man er helt tip top klar til en skisæson!

 

6. Småting der er uundværlige!

Sytøj → hvis nu der er kommet huller i ens handsker, så er det godt at have sytøj med, så man kan lappe dem sammen. Så undgår man at bruge en masse penge på at købe nye dyre handsker.

Gaffatape → man kan altid bruge gaffa til at redde enhver situation, om det er en handske, taske eller shotglas der skal tapes på ski (til ski shot :D), så er gaffa altså en sikker vinder!

Hårsaks → hvis nu budgettet ikke rækker til frisørbesøg, så er en god hjemmeklipning altså vejen frem!

Danske flag → når en fra teamet har fødselsdag giver det selvfølgelig anledning til kæmpe fejring med flag og lagkage ;P

 

7. Brug din fritid til at udforske andre resorts

Du er i Canada og det er nu, du har muligheden for at besøge andre resorts. Hvem ved, hvornår du kommer tilbage til Canada? Derfor er det en god idé at gribe chancen og komme rundt i Canada og besøge andre resorts. Når man kun har været på sin egen destination kan man nemt leve i en boble. Det er derfor fedt at komme ud og se andre resorts og at udforske deres skiterræn og resortliv. Plus man får også gode priser som skiinstruktør ved køb af liftkort til de andre resorts.

 

8. Backcountry touring

Der er mange muligheder i Canada for at tage ud at toure og opleve frisk puddersne – hvilket jeg HELT klart kan anbefale! Hiv nogle af vennerne med ud på jeres fridag og planlæg at toure. I Revelstoke var vi heldige at have Montana og Kokanee Bowl, som er et godt begyndersted, når man skal toure. Det er en tur i sig selv at finde det perfekte spot at vandre op til med velfortjent frokostpause. Så står man på ski ned gennem nogle træer og frisk powder – helt klart hele vandreturen værd! Når man skal ud at backcountry toure, kræves det, at man har det korrekte touring gear og vigtigst af alt anbefales det kraftigt, at man har taget et AST kursus forinden. Helt klart noget man skal prøve i Canada!

Ski med Snowminds i Canada

Ude at toure i Montana Bowl i Revelstoke.

 

9. Heli skiing “it’s kind of a once in a lifetime experience”

Hvis du nogensinde har drømt om at stå på heli ski, så er Canada stedet at gøre det! Det er den vildeste oplevelse, og bare noget man skal prøve. Snowminds afholder en Heli Ski Camp i Revelstoke, som jeg helt klart ville melde mig på, hvis ikke jeg allerede boede i Revelstoke. Så er det nu, du skal gribe chancen og tage lidt ekstra penge med til det – for det er en oplevelse for livet!

10. Network, Network, Network!

Grunden til at jeg valgte at tage på skisæson i Canada var bl.a. for at opbygge et internationalt netværk. Når du tager en skisæson i Canada er der ikke kun canadiske skiinstruktører, mange af mine kolleger kom fra hele verden f.eks. Australien, England, Tyskland, m.m. Jeg synes, det er fedt at connecte med folk, der kommer fra forskellige steder i verden, og hvem ved, det kan være, man får brug for dem, når man mindst venter det.

Skiinstruktør i Canada

Håber I har fået inspiration og fået noget ud af at læse den her liste. Og så håber jeg, at I vælger at tage en skisæson i Canada – fordi det er bare det fedeste!

De største skihilsner

// Clara Kauffmann

Får du også lyst til en skisæson i Canada efter at have læst mere om Claras fantastiske oplevelser? Tjek kurset, som Clara var på, og læs mere her.

Tal med en rejserådgiver

Få svar på alle dine spørgsmål!

Book en tid