At tage hjem midt i sæsonen
Velkommen tilbage til blog nummer 3!
I den her blog kan du læse mere om højdepunkterne i løbet af min sæson. Og det omfatter også nogle nedture, for hvis du kun oplever højdepunkter i fem måneder, så tror jeg du er en form for supermenneske. Har du misset blog nummer 1 og 2, så begynd med at læse dem først. Jeg advarer dig, det her er en lang en, så læn dig tilbage, slap af og nyd læsningen.
Der har ikke bare været et enkelt højdepunkt på min sæson. Der er mindst 10 af slagsen. Og ofte er det de små ting. Hyggen i huset, når vi sad på sofaen med en kop te og alle havde hver deres pose M&M’s (dem kunne jeg tydeligt se på vægten i slutningen af sæsonen, ups…). Når vi alle sammen tog bussen til mødestedet om morgenen. Minderne om de ting, børnene siger – de kommer med de bedste kommentarer. Mit tip: Skriv dem ned og husk dem. Fredag aften i byen. Den første omgang puddersne i ugevis – lige præcis på fridagen. Jeg kunne blive ved i timevis.
På vores skiskole havde vi lavet en tradition, hvor vi tog ud at spise hver torsdag efter præmieoverrækkelsen efter skiskolens slalomkonkurrence. Vi var ikke så mange instruktører på vores skiskole, så det var let at organisere. Hver uge fandt vi en ny restaurant, og i slutningen af sæsonen havde vi prøvet næsten alle restauranter i Kaprun og endda et par stykker i Zell am See og Bramberg.
Zell am See er ret tæt på, så vi tog altid skibussen eller delte en taxi, men Bramberg ligger en halv time væk. Grunden, til vi tog derhen, er fordi der i Bramberg findes en 14 km lang kælkebane (jeg er meget misundelig på dem, der skal undervise i Neukirchen). Det er verdens længste kælkebane, og de prøvede engang at slå Guinness World Record, hvor 500 personer kælkede i en lang slange.
Vi tog up på bjerget med en af de sidste lifter, spiste på toppen i en fin restaurant og begyndte så den 1,5 time lange tur ned. Det var ærligt en af de mest hyggelige aftener i mit liv!
Jeg brugte også mange af mine fridage i andre områder som Zell am See og Saalbach-Hinterglemm. Områderne ligger ikke langt fra Kaprun og med en hurtig bustur var jeg på pisterne på ingen tid! Jeg kan kun anbefale at besøge andre områder på dine fridage – uanset hvor du skal undervise. I løbet af Snowmindskurset får du så mange nye venner, at du ville kunne bruge en friweekend hvilket som helst sted i Østrig.
Et absolut højdepunkt var da jeg fik lov at repræsentere skiskolens maskot i Kapruns aftenshow! I aftenshowet blev nogle få instruktører udvalgt fra hver skiskole, som så enten var med i demo-teamet eller fik lov at være maskot.
Alle disse højdepunkter er selvfølgelig super fede, men hey, livet er ikke altid en dans på roser. Det kan ligeså godt være ærlig om.
Som barn blev jeg ramt af hjemve hver gang jeg var hjemmefra, og selv i gymnasiet kæmpede jeg med det. Så snart jeg var hjemmefra i en længere periode begyndte jeg at føle mig utilpas uden mine forældre eller venner. Jeg troede seriøst, at jeg ville lide af hjemve resten af mit liv. Heldigvis er det blevet meget bedre i løbet af årene. Men på trods af det var mine forældre vildt bekymrede over det faktum, at jeg skulle til udlandet i 6 måneder – helt alene. Og for at være ærlig, så var jeg selv også ret nervøs: Hvad nu hvis det ville være super hårdt? Hvad hvis jeg fik hjemve? Man kan aldrig vide! Men jeg følte, at det var så vigtigt for mig at udforske det her eventyr; jeg havde brug for at bevise over for mig selv, at jeg kunne gøre det her!
De første tre måneder gik sindssygt hurtigt. Kurset, juleferien, de første uger med arbejde; Det var slutningen af januar før jeg fik set mig om. Når du har travlt og konstant er omgivet af mennesker, så har du næsten ikke tid til at tænke på hjemme. Men i slutningen af januar begyndte lavsæsonen og alle instruktører var skiftevis fri eller på standby. Fordelen var, at jeg havde mulighed for selv at stå en del på ski og snowboard, og jeg udviklede mig en hel del.
Men på trods af, at jeg havde det sjovt med at udvikle mig og cruise omkring, så begyndte jeg for første gang at savne hjem. Jeg havde pludselig mere til at tænke, og det var først der, det gik op for mig, hvor meget jeg savnede mine forældre, min familie og mine bedste venner.
Da jeg fik at vide, at jeg ville have fri hele den første uge i februar, så jeg mit snit til at tage hjem. Søndag aften bookede jeg en billet og tirsdag morgen fløj jeg hjem. Det hele skete så pludseligt at det kun var mine forældre, som vidste det. Det var noget af en overraskelse for mine venner haha.
Derhjemme kom jeg hurtigt frem til følgende konklusioner:
- Livet fortsætter også her
- Ingen har ændret sig
- Jeg har slet ikke savnet vejret her
Før jeg tog hjem, vidste jeg ikke præcist, hvorfor jeg havde hjemve, men da jeg kom hjem, vidste jeg det med det samme. Jeg var bange for at gå glip af for meget, at alle ville have ændret sig, og at jeg ville komme bagud i livet, hvis jeg tog en pause, når de andre ikke gjorde. Det viste sig ikke at være tilfældet. Alle enten arbejdede eller gik i skole og ingen havde ændret sig drastiskt. Nogle havde fået en ny frisure og en anden havde købt en ny jakke, men ellers var alt ved det gamle.
Oven i det så ankom jeg til lufthavnen i øsende regn. Regn! Et fænomen jeg ikke havde set i tre måneder og tro mig, jeg savnede det overhovedet ikke!
Det var godt for mig at være hjemme et par dage, men jeg var også super klar til at tage tilbage. Søndag morgen fløj jeg tilbage og mandag havde jeg allerede en gruppe hele ugen. Det gik op for mig, at min kontrakt ville slutte den sidste uge af marts. Det betød, at jeg kun skulle undervise i seks uger endnu, og så var det det. Delvist på grund af den realisering følte jeg mig helt genopladt igen. Livet i skiskolen startede igen, og jeg var klar. Nedtællingen til sæsonafslutningen var begyndt!
I den næste og sidste del kan du læse mere om min nedtælling til sæsonafslutningen.
Vi ses!
– Susanne
Vil du ligsom Susanne være instruktør i Østrig? Se alle muligheder her
Tjek vores anmeldelser på Trustpilot og Facebook for at lære mere om Snowminds fra vores instruktører!
