Skiløb ⎮ Livet som skiinstruktør ⎮ Fridage ⎮ Snowminds
Livet som skiinstruktør er et sjovt liv, hvor arbejde, skiløb og fritid forenes. Dagene er sjældent ens og tilværelsen er fyldt med nye mennesker og oplevelser.
Vi har spurgt Maja om hvordan livet som skilærer er for hende. Maja har været skilærer i Østrig i to sæsoner, hvor hun har arbejdet som skilærer for skiskolen RotWeissRot i St. Johann.
”Maja, hvordan starter den typiske dag som skiinstruktør ud for dig?”
”Dagen starter med en gang god morgenmad med de kollegaer du bor sammen med. Favoritten hos os er en god gang æg og bacon som vi skiftes til at lave. Så er der ingen undskyldninger!
Vi tager ofte op med den første gondol når liften åbner kl. 8.45. Der er ikke noget bedre at starte dagen med end en lille times frit skiløb på de nypræparerede pister, som du har helt for dig selv på denne tid af dagen. Ofte er solen netop stået op og kigger frem bag de smukke bjergtoppe. Det er fedt.
Kl. 9.30 møder du sammen med de andre skilærere ved skiskolens mødested ved toppen af gondolen. Solen skinner og den røde uniform passer perfekt, du føler dig som en del af et større fællesskab, for omkring dig står alle dine venner i den samme uniform. Det er en speciel og stolt følelse at være en del af dette fællesskab. Du mærker en naturlig respekt om uniformen og det er noget du vokser med. Jeg tager ofte en dyb indånding her og tænker over hvor heldig jeg er – at have taget chancen og har muligheden for at stå og kigge ubekymret ud over det smukke område.
Du går ind og siger godmorgen til dine chefer, som altid har en munter og til tider sjofel bemærkning med på vejen! De er født i gamet og elsker det de laver.
Du smutter hen til dine venner igen, hvor snakken går heftigt om den seneste aftens vilde udskejelser – der bliver grint en del. Som skilærer har du masser af fritid og der sker altid noget efter endt skiløb. Du lægger nok lige mærke til de lange blikke, som kommer fra turisterne, som står og drømmer om at være dig, som de ser som en lokal skihaj.
”Hvem underviser du og hvordan forløber dagen på pisterne?”
Dagene varierer meget, da der hver uge er nye gæster på destinationen. Den ene dag kan det være en gruppe børn, den anden en gymnasieklasse og den tredje en mere rutineret familie. Du kan også selv få indflydelse på inddelingen, hvis du taler med chefskilæreren om hvad du trives bedst med.
Du får tildelt din gruppe fx 8 børn, som i forvejen kan stå på ski. Så er det nu vi skal have det sjovt og lave en masse spændende øvelser på pisterne. Det vigtigste er at børnene har det sjovt, og at I selvfølgelig står en masse på ski. Det er her de udvikler sig bedst og det er spændende at arbejde med, hvad der fungerer bedst i de forskellige undervisningssituationer.
Når vi har kørt et par timer er det tid til frokostpause. Jeg har aftalt med nogle af vennerne, de andre skilærere, at vi skal spise frokost det samme sted. Så når børnene vil lege er der igen lidt tid til at lave sjov med de andre skilærere. Vi skal jo også have aftalt hvad planen er, når vi har fri kl. 15.00.
”Hvad laver I efter dagen på pisten er slut?”
Ofte tager vi en tur på afterski for at slutte dagen af med de andre skilærere og gæsterne. Ofte laver vi mad sammen derhjemme, ser film, spiller playstation eller tager i byen. Det kan også være en slentretur i uniformen i byen, hvor vi ser på butikker og hygger. Nogle gange har vi også taget til Salzburg og spist sushi. Mulighederne er mange. Det er fedt at stå på ski, men fritiden efter en dag på ski betyder også meget for mig. Du har jo hele aftenen fri og har ikke de store forpligtigelser. Når du så er lidt socialt anlagt og er i et hus med mange dejlige mennesker, så bliver aftenerne mindst ligeså vigtige. Det er nok fordi vi skilærere har et fantastisk sammenhold og det skaber oplevelser og venner for livet!”
”Skal du så være skilærer resten af livet?”
”Haha, det er fristende! Nej, det tror jeg ikke. Selvom jeg elsker jobbet, landet, mine østrigske venner og hele livsstilen, så tror jeg at turen går hjem til Danmark igen. Jeg vil gerne læse på universitetet og jeg må sige, at disse to sæsoner i Østrig har givet mig meget med jeg tror jeg kan få glæde af på en uddannelse. Åbenheden overfor andre mennesker, et nyt livssyn, en større selvstændighed og erhvervserfaring fra udlandet. Jeg vil aldrig have gjort det om.
Samtidig er jeg sikker på at jeg kommer til at vende tilbage til St. Johann og Østrig. Mit skiløb har udviklet sig utroligt meget og jeg har fået et helt andet forhold til skiløb. En respekt jeg tror du kun kan opnå efter en sæson som skiinstruktør. Desuden har jeg så mange venner jeg bare må besøge og se. De vil altid være der.”
Tjek vores kurser og uddannelser ud her. Hvis en sæson i Østrig ikke er langt nok hjemmefra, så giver Snowminds dig også muligheden for at blive skilærer i Afrika, Japan og Canada!
Tjek vores anmeldelser på Trustpilot og Facebook for at lære mere om Snowminds fra vores instruktører!