Hej, jeg hedder Jules, jeg er 24 år gammel, og jeg havde den bedste vinter i mit liv som skilærer i Østrig.
Jeg tog min 5-ugers Anwärter-uddannelse i Kaprun og arbejdede derefter i skiområdet Dachstein-West hos skiskolen Freeride Alpin i Annaberg im Lammertal. To ting har altid været tydelige for mig: Jeg vil gerne stå foran en klasse, og skiløb ligger i mit blod. Jeg havde aldrig rigtig overvejet at kombinere de to – eller at det overhovedet var muligt. Jeg var i gang med mit sidste studieår og ledte efter noget at lave i mit sabbatår, da jeg stødte på Snowminds. Efter lidt research var jeg straks solgt.
Starten på uddannelsen
Efter flere måneders venten og forberedelse gik det endelig i gang. Jeg fik lov til at begynde på uddannelsen til at blive skilærer i Østrig. Vi tog med bus fra Holland hele vejen til Kaprun. Under min Anwärter-uddannelse boede vi på et hotel, der udelukkende var reserveret til Snowminds-deltagere, hvilket var virkelig skønt. Der var unge fra mange forskellige lande og i alle mulige aldersgrupper. Jeg lagde mærke til, at jeg var lidt ældre end de andre hollandske deltagere, men det forhindrede mig ikke i at få nye bekendtskaber. Jeg endte faktisk med at tilbringe meget tid med en gruppe danskere, så jeg lærte næsten lige så meget dansk som tysk! Hver dag tog vi ud på pisten for at forbedre både vores skiteknik og vores pædagogiske færdigheder. Det var en stor fordel, at vi boede sammen på hotellet, for det gjorde det nemt at mødes om aftenen. Vi brugte tiden på at gennemgå, hvad vi havde lært, og på at forberede os til næste dag. Alle hjalp hinanden, hvis nogen havde svært ved noget, og vi kunne altid gå til en af vejlederne for at få ekstra
Valg af skiskole
Efter jeg havde bestået min Anwärter, kunne det rigtige arbejde begynde. Inden jeg tog afsted til Østrig, havde jeg allerede fået at vide, hvilket skiområde jeg kunne komme til, og hvilken skiskole der havde en plads til mig.
Som man ofte hører, vil alle have flest pistekilometer, den vildeste afterski og den bedste snemulighed. Det ville jeg selvfølgelig også. Men jeg har stået på ski med min familie i små skiområder hvert år, så jeg ved, at man ikke behøver det største og det bedste for at få en fantastisk oplevelse. Da jeg fandt ud af, hvor jeg skulle hen efter min Anwärter, begyndte jeg at undersøge, hvad området havde at byde på. Jeg skulle arbejde hos Freeride Alpin i skiområdet Dachstein-West – et sted, jeg aldrig havde hørt om før. Jeg fandt ud af, at det ikke var et af de største områder i Østrig, og at det ligger relativt lavt sammenlignet med andre skiområder. Det kunne ses på antallet af pistekilometer, afterski-muligheder og skiskolens størrelse. I starten havde jeg lidt tvivl om, hvilken betydning det ville have for min sæson, men heldigvis kunne jeg hurtigt lægge dem til side.
Tid til det virkelige arbejde
Min første dag begyndte, så snart jeg ankom. Jeg hoppede i mit flotte røde outfit og tog med de andre instruktører ud på pisten for at se området. Dagen efter begyndte det for alvor. Jeg blev sat sammen med en erfaren instruktør i børneområdet – og jeg indrømmer, det var ret nervepirrende. Men takket være min uddannelse og hjælp fra mine kolleger kom jeg hurtigt ind i det, og det gik rigtig godt. Da området ikke er så stort, lærte jeg hurtigt alle pisterne og hvor svære eller nemme de var. Det var superpraktisk, for man har hele tiden nye grupper med forskellige niveauer.
Livet som skilærer i Østrig
Under min tid hos Freeride Alpin boede jeg i et hus med otte andre skilærere. Vi spiste morgenmad sammen hver morgen og tog afsted til skiskolen omkring kl. 08.00. Der holdt vi teammøde og gennemgik dagens program og eventuelle ændringer på pisten. Derefter byggede vi børneområdet op – det gjorde vi hver morgen. Om aftenen blev det pakket sammen igen, så pistemaskinen kunne køre hen over det. Når det var gjort, havde vi nogle gange mulighed for selv at tage en tur på ski. Det afhængte af, hvordan dagen så ud. Man kunne have et skihold, en privatlektion eller en skoleklasse. Jeg kan ikke tale for de andre lærere, men min sæson var meget varieret. Jeg havde aldrig fornemmelsen af at lave det samme uge efter uge. Omkring frokost spiste vi sammen med børnene i Kids Club, og bagefter gik vi ud på pisten igen. På vores blå piste havde vi en slalom med tidtagning og en Kidsrun med sving, hop og små bakker. Børnene elskede det og kunne ikke få nok. Når dagen var slut, blev børnene hentet, og vi ryddede op. Når det var gjort, var det tid til afterski. Næsten hver aften tog vi med hele instruktørgruppen til vores faste bar og nød en drink og lidt musik. Vi mødte hver gang nye mennesker – både lokale og folk på ferie. Omkring kl. 19.00 gik vi tilbage til huset, spiste aftensmad og gik i seng i ordentlig tid, så vi var klar til næste dag.
Tilbageblik
Når jeg ser tilbage på sæsonen, er jeg utrolig glad for den skiskole, jeg kom til. Jeg havde den bedste tid i mit liv, lærte en masse om skiløb, mig selv og fik nye venner for livet. Det vigtigste, jeg har taget med mig, er: Stedet kan være nok så smukt, men det er menneskerne, man deler det med, der gør oplevelsen helt speciel. Jeg håber, jeg får muligheden for at tage afsted igen næste år – og denne gang tage min Landes 1 som skilærer i Østrig.
