Mit navn er Gitte og jeg har været skiinstruktør i Sun Peaks, Canada i 22/23. Det var en oplevelse, der ikke kun gav mig minder for livet, men også udviklede mig på måder, jeg først forstod værdien af, da jeg kom hjem.
Tiden op til afrejse
Jeg har altid elsket at stå på ski, og har endeløse minder fra tiderne på skiskolen og mine favorit skiinstruktører. Jeg havde egentlig ikke tænkt meget over, at det var noget jeg selv kunne blive, indtil en ven tog på sæson med Snowminds. Jeg besøgte ham og fik et glimt af instruktørlivet, og siden da havde jeg drømt om selv at tage afsted.
Tre år senere, på mit andet sabbatår, kunne jeg mærke, at det var på tide at komme væk fra Danmarks trygge rammer. Jeg tog beslutningen og valget faldt på Sun Peaks i Canada. Selvom det var en kæmpe drøm for mig, føltes det også som et kæmpe spring at tage over på den anden side af kloden, og at gøre det helt mutters alene. Op til afrejse deltog jeg i infomøder, Snowminds Team day og Kick Off event, og havde uendelige telefonsamtaler med Snowminds kontoret. Jeg blev klædt godt på til sæsonstart, mødte nogle af mine kommende med-instruktører, fik købt udstyr og havde maven fyldt med sommerfugle.
Hele forløbet op til afrejsen havde stået på i lang tid, og det føltes som om, afrejsen stadig lå langt ude i fremtiden. Men jo tættere jeg kom på afrejsedagen, jo mere voksede nervøsiteten og klumpen i maven. Hvad nu hvis jeg ikke får nogle venner og jeg ikke trives? Er jeg overhovedet god nok til at være skiinstruktør? Kan jeg snakke engelsk hver dag? Og mest af alt, kan jeg så klare at være væk fra min familie og venner i så lang tid?
Allerede i lufthavnen begyndte nervøsiteten at forsvinde. Jeg blev mødt af en masse glade og genkendelige ansigter fra Kick off, mine team leaders og dem fra Snowminds-kontoret, som sendte os af sted.
Ingen kendte hinanden rigtigt endnu, men vi var i samme båd; alene, spændte, nervøse og klar på det, der ventede på os. Allerede dér opstod den første følelse af fællesskab. Før jeg så mig om, var jeg indlogeret i mit nye hjem i Sun Peaks, og hverdagen var skudt i gang med træning, fællesskab, arbejde og nye uforglemmelige oplevelser. Tiden gik alt for hurtigt, fordi det var det fedeste!
Hvad tager jeg med fra sæsonen
At bo ude for første gang
Ikke nok med at jeg tog afsted alene, var det også første gang, jeg boede ude. Vi var fem mennesker på få kvadratmeter, og det krævede at man tog hensyn til hinanden. Hverdagen handlede ikke kun om skiløb, men også om at lave mad, gøre rent og få det hele til at fungere. Vi holdte husmøder, forventningsafstemte og lærte at tage de svære samtaler, når noget ikke fungerede. Vi blev til en lille familie og kunne 100% læne sig op ad hinanden.
Generelt var fællesskabet helt unikt. Alle os instruktører boede i samme bygning og var sammen på kryds og tværs, tog til events og brugte vores fridage på bjerget. Når man er sammen hver dag, bliver man tæt på en helt særlig måde. De tætte rammer skabte stærke relationer, og det føltes som hjem. Det var umuligt at kede sig, man fandt altid på noget sjovt at lave.
At snakke engelsk
I starten var det en stor udfordring at snakke engelsk hele tiden. Træning, undervisning og hverdagen foregik i internationale grupper, og jeg talte stort set ikke dansk hele sæsonen. Det sværeste var at udtrykke min personlighed og humor på et andet sprog. Men efter få uger blev det en naturlig del af hverdagen, og sproget udviklede sig hurtigt. Nu ser jeg det som en kæmpe gave at kunne begå mig sikkert og naturligt på engelsk.
Træningen
Noget af det, der virkelig overraskede mig, var hvor meget mit skiløb udviklede sig. Træningen havde ikke kun fokus på teknik, men også på hvordan man underviser og formidler. Jeg blev udfordret på alt terræn og rykkede mit niveau mere, end jeg havde troet var muligt.
Efter at vi havde bestået vores level 1 eksamen og arbejdet begyndte, var det stadig muligt at deltage i morgen- eller eftermiddagstræning fra skiskolen med deres bedste instruktører. Det er guld værd, så man kan fortsætte med at skubbe sig selv og blive bedre i løbet af sæsonen. Samtidig gav det også et fællesskab med de andre medarbejdere på skiskolen.
Arbejdet
Når man arbejder som instruktør, bliver der forventet noget af en. Jeg havde ansvar for gæsternes sikkerhed og oplevelse, og det var vigtigt at møde velforberedt op og være professionel. Jeg underviste både børn og voksne, og det krævede, at jeg kunne tilpasse mig forskellige niveauer, personligheder og behov. Det handlede ikke kun om teknik, men i høj grad også om pædagogik, tålmodighed og evnen til at skabe et godt miljø for læring. Man lærer hurtigt at være fleksibel og omstillingsparat. Planer ændrer sig, og så handler det om at bevare roen og finde en løsning. Derudover lærte jeg at begå mig i en ny og anderledes arbejdskultur end den, jeg kender fra Danmark.
Personlig udvikling
Sæsonen udviklede mig på flere måder, end jeg havde forestillet mig. Jeg lærte at stå på egne ben, tage ansvar for både mig selv og andre og komme ud af min komfort zone. At undervise på et fremmed sprog og arbejde i internationale teams styrkede både min kommunikation og min selvtillid. Det gjorde mig mere selvstændig, mere robust og mere bevidst om, hvad jeg kan bidrage med. Dengang tænkte jeg ikke over, hvordan det ville se ud på et CV, men når jeg ser tilbage, var det langt mere end et sabbatår – det var erfaringer, der også kan gøre en forskel, når man søger ind gennem kvote 2.
Hvordan du kan bruge dine sæsoner som instruktør til at komme ind på drømmestudiet
For nogle bliver det mere end en personlig udviklingsrejse. Det kan nemlig være præcis de erfaringer, der gør en forskel, når man søger ind gennem kvote 2.
Det oplevede Kasper Jakobsen. Efter to sabbatår på ski i Canada og Østrig kom han ind på sit drømmestudie International Business and Politics på CBS via kvote 2. Kvote 1 krævede et snit på 11,7, og med et gennemsnit på 9,6 var det ikke karaktererne, der åbnede døren. I stedet blev det hans internationale erfaring, sproglige kompetencer og ansvar som skiinstruktør, der gjorde forskellen. At arbejde i et fremmed land, undervise både børn og voksne og begå sig professionelt på flere sprog viste modenhed, selvstændighed og lederskab. Det, der startede som to sabbatår på ski, blev i sidste ende adgangsgivende til drømmeuddannelsen.
For mig blev en sæson som skiinstruktør en oplevelse for livet, som jeg kun kan anbefale til alle med interessen. Hvis du overvejer selv at tage afsted på sæson, kan du læse mere om mulighederne gennem Snowminds her