Blog: CANADA – Nanna og Cecilie, “Vores Whistler”.
Mød Nanna og Cecilie, som begge har været på sæson i Whistler, Canada. Lad dem tage dig med på en fantastisk fortælling om tanker og minder fra før, og efter en sæson. “Hvis du sidder og overvejer, hvorvidt du skal tage på sæson eller ej, er det en kæmpe anbefaling herfra. Det er en oplevelse, der ikke kan erstattes, og samtidig en oplevelse, der ikke kan måle sig med noget andet. Personlig udvikling, skiløb, venskaber for livet og vigtigst af alt fællesskab, er blandt andet hvad en sæson har at byde på!”
Pisten er et fristed. Himmel og jord går i et i dette hvidklædte landskab, hvor alt er dækket af det fineste hvide lag puddersne. I horisontlinjen strækker bjergene sig ind i evigheden. Her hersker naturen, vi er blot forbipasserende gæster for en sæson. Ingenting i forhold til bjergenes levetid, de har været her før vi kom, og de vil være her lang tid efter, at vi er rejst. Der er opstået en stærk forbindelse mellem os og bjerget. Vi har hver især haft mulighed for at præge dets eftermæle. Det her er lykkeland, det er vores hjem i Whistler, Canada.
Og her sidder vi nu, Cecilie fra Haderslev og Nanna fra Odense 20 år gamle, i et sommerhus ved Vesterhavet. Langt væk fra den hverdag vi nu ellers har været vant til i 4 måneder. Her har vi tid til at tænke, at tale og at mindes det, der gjorde Whistler til “Vores Whistler”. For Whistler dannede rammen, men vi tillagde selv betydningen for vores tid i Whistler.
Da vi for et år siden meldte os til med tanker, forestillinger og en smule rystende hænder, var der forskellige faktorer, der vakte vores interesse. Tænk at kunne arbejde med det, man elskede mest, at kunne give passionen for skiløb videre, samtidig med at sproglige kompetencer kunne udvikles og man blev introduceret til en helt ny kultur. En kultur, hvor man selv skulle finde sin rolle, når man skulle leve og bo der i en periode. En kultur der byggede på en befolkning, der altid stod med åbne arme og gav plads til alle. Interesserede, glade, snaksaglige og betænksomme mennesker, der fyldte hverdagen med smil og gav dig følelsen af at være velkommen. At være fastboende i et andet land lød så givende. Herved kunne man opleve så meget mere end man ellers ville have gjort på en rundrejse i landet, hvor de kendte turistmål jages i ét væk. Men her var udsigten til at gøre en by, hvor alle ellers var turister, til en by, hvor man selv kunne agere guide. Tænk at kunne sige at man har levet og boet i Canada i et halvt år.
Efter mange år på ferie på div. skisportssteder rundt i Europa, var det især et ønske om at opleve noget nyt, der var tillokkende ved Canada – opleve en ny skikultur, et nyt folkefærd og se en anden natur. For med den glæde skiløb altid havde bragt os, siden vi var helt små, var tvivlen om hvorvidt vi kastede os ud i det rigtig, ikke særlig stor. Følelsen af at brænde for det du laver, aldrig at miste interessen for skiløb, som vi så ofte har mistet interessen for andre sportsgrene eller at sidde indespærret i et klasselokale dagen lang. Det var netop en af grundene til, at vi valgte at kaste os ud i livet som skiinstruktør. – og hvornår får man ellers sådan en mulighed igen?
Hvordan komprimerer man alle sanseindtryk, oplevelser, grin og fællesskab ned til én tekst, så man sidder med en følelse af alt er sagt fyldestgørende?
Det kan være svært at beskrive oplevelsen af at være på sæson på skrift. For følelsen er så stærk i vores krop. Vores sæson har været så givende.
Vi har grint sammen, og vi har grædt sammen. Vi har boet tæt sammen de sidste fire måneder og delt alt sammen. Vi har været der til at opleve hinandens udvikling både på det skimæssige plan og på det personlige plan. Der har været plads til alle og uanset, hvilken dag man har haft, ved man, at der er nogen derhjemme til at give et kram eller grine med på dagens sjoveste styrt. Et sådant fællesskab opstår netop kun, fordi alle er gået ind til dette med samme mentalitet. Vi har minder for livet, og vi har skabt venskaber for livet. Vi vil huske hvordan almindelige dage blev gjort særlige.
Små glimt af hverdagen, som vi husker:
…At sidde 6 mennesker sammenklemt i en sofa, hvor der ellers kun er plads til 3 på kolde decemberaftenener, mens vi drak kakao og så julekalender.
…En anderledes juleaften langt væk fra familien, men med højt humør, pakkeleg, sang, fællesspisning og omgivet af gode venner.
…Hvordan vi med ski på ryggen og sved på panden, stod på toppen og så ud over bjergene efter vi hikede op til Flute Summit.
…Den bagende eftermiddagssol, der ramte vores vinterblege ansigter og dannede rammen om den kommende goggle tan, mens vi sad tæt pakket som en fanskare, og kiggede på de vovede, der kastede sig ud i backflips fra vores hjemmebyggede hop.
…Hvordan vi, på trods af forskellige ski-niveauer på kurset, støttede hinanden, grinede sammen og alle havde det samme ønske; nemlig at vi alle bestod. For om folk havde stået på ski 5 eller 30 uger forinden, havde ingen betydning.
Fælles for alle vores minder er at vi har gjort det sammen. Aldrig kunne denne sæson have været foruden alle de mennesker, for de har præget vores sæson og gjort den til det, den var. Alt i alt har vi derfor svært ved at udvælge noget, der har været det bedste ved vores sæson. Vores sæson har været fantastisk og uforglemmelig, men at nævne en ting vil vi aldrig kunne.
Så kære dig,
Hvis du sidder og overvejer hvorvidt du skal tage på sæson eller ej, er det en kæmpe anbefaling herfra. Det er en oplevelse, der ikke kan erstattes, og samtidig en oplevelse, der ikke kan måle sig med noget andet. Personlig udvikling, skiløb, venskaber for livet og vigtigst af alt fællesskab, er blandt andet hvad en sæson har at byde på!
Fra os af skal der lyde tak til alle de mennesker vi har tilbragt månederne sammen med.
– Nanna Jørgensen og Cecilie Gemmer Klindt
Får du også lyst til en vintersæson i Canada efter at have læst om Nanna og Cecilies fantastiske sæson?
Læs mere om dine muligheder for at blive instruktør i Canada ved at klikke her.
Vi håber, at vi ser dig i sneen næste vinter 🙂