På tur med følelserne i de canadiske Rockies. Efter 16 timer i henholdsvis en flyver til London og i en til Vancouver, 5 timer i en bus samt plus den løse ventetid i lufthavnene er jeg/vi, ankommet til Canada, British Columbia, Sun Peaks.
Det er nu godt og vel 10 dage siden vi ankom, og vi er på nuværende tidspunkt halvvejs gennem vores træning i forbindelse med skiinstruktøreksaminationen. Der er på de 10 dage vi har været her, sket ekstremt meget. Både i forbindelse med det personlige skiløb, men også de sociale relationer. Personligt har jeg selv været igennem det meste af mit følelsesregister:
På toppen er at finde højt humør, teknik der sidder spot-on, eller ihvertfald føles som om. Ligeledes er følelsen af, at man allerede på nuværende tidspunkt er klar til en hel sæson med undervisning af børn og unge eksisterende. Dette kan sammenlignes med udsigten på toppen af bjerget på en lettere skyet dag. Over skyerne, men under solen. Her er helt vindstille og det eneste man kan høre en sneen der knitre under ens ski. Her er der fedt at være.
Halvvejs nede, og man befinder sig i skyerne igen. Her er sigtbareheden reduceret, nogle steder er det imponerende koldt og andre steder er der tilpas. Her kommer tvivlen om, hvorvidt instruktørjobbet nu passer til mig alligevel. Der er dog stadig håb, og massere entusiame til at forsætte med de ”nice and short turns”, som vores træner dikterer. Her er det fedt at mærke hvordan man forbedrer sig, og stadig føler at det giver mening.
Stille og roligt nærmer vi os bunden af bjerget. Her er der ingen sol, der er skygge og helt generelt røv koldt og kedeligt, når man altså har ski på. Til trods for, at vi kun har været igang i godt og vel 10 dage, så har der været en dag eller to hvor jeg bare har haft lyst til at kravle tidligt i seng og ligge mig til at græde. En rigtigt tøsesur teenager. Dage hvor det bare ikke har fungeret og det hele har været en omgang sjap. Altså, min egen præstation, ikke sneen. Den er for sindsyg. Selvom det er øv på bunden, så er det alligevel her jeg mødes med alle gutterne og gutinderne. De mennesker, som stille og roligt er på vej til at blive kollegaer og venner for livet. Dem der hiver en med til at samle 3D-puslespil, med i spa-badet, med på first run i den nyfaldne puddersne. Dem der handler øl for en, når man selv er en klaphat og mister sit kørekort i Heathrow lufthavn og derfor ikke kan fremvise ID, dem som råber med når man er til ishockeykamp og dem som, måske vigtigst af alt, får en til at grine!
Fra venstre: Oskar, Gunther, Alexander, Søren, mig selv og Andreas.
Der skal på ingen måde ligges skjul på, at det forløbet indtil nu har været super intenst og lærerigt. Dagene går bare alt, alt, alt for hurtigt i forhold til, hvor langsom det stille og roligt går op for en, at om to ugers tid, er det dybt seriøst. Når det så er sagt, så taler jeg vist på alles vegne, når jeg skriver, at vi nyder det jævnt meget, og både er jetlag, sygdom og pengene værd. Også selv om det i ny og næ er -25 grader..Brrr..
More to come from Sun Peaks, in the meantime have fun and enjoy the Danish ’summer’.
Peace out
/Marc
Hvis du også gerne vil have en sæson, kan du ansøge igennem dette link.
Tjek også vores anmeldelser på Trustpilot og Facebook for at lære mere om Snowminds fra vores instruktører!