Jonathan er på sin første sæson i Sun Peaks, Canada. Følg med i hans beretninger om sæsonstarten og en typisk hverdag på et Snowminds instruktør kursus i Sun Peaks.
I skrivende stund er det mandag d. 3 december, piste-præpareringen er i fuld gang på den anden side af det tykke vindue, der holder den canadiske vinterkulde og det lette snefald ude. Jeg er lidt mere end en uge inde i min 1. sæson i det vinter-vilde Canada, nærmere Sun Peaks i staten British Columbia. Benene er ømme, men hovedet og kroppen summer af nye oplevelser og humøret er skyhøjt. I løbet af en uge har vi formået at køre mere på ski end jeg nogensinde før har kørt på en uge. Og med det mener jeg, at jeg for første gang i mit har kørt rigtigt på ski. Før hele Snowminds-crewet ankom til Sun Peaks, havde vi alle en forholdsvis god ide om, at vi var dygtige på ski og snowboard. Men ikke før man har stået med en fremragende ski-instruktør, der har tilbragt de sidste 10 år af sit liv med at undervise på ski hver eneste dag, 200 dage om året, kan man sige, at man har prøvet at køre rigtigt på ski. Vi har idag fået oprettet vores canadiske bankkontoer, skaffet canadiske telefonnumre og får et SIN, således at vi blot mangler at bestå vores CSIA Level 1 Course for at få en plads på skiskolen.
For enhver passioneret skiløber er det at blive undervist af de bedste af de bedste simpelthen et must. Vi har i løbet af den forgangne uge arbejdet med skiteknik, som blandt andet omfattede tekniske engelske skitermer som angulation, separation of the upper and lower body, weight transfer to the outside ski og mobility in and alignment of all joints. Kl. 09 har vi hver dag stået klar på pisten, 40 mand samlet og klar til at gå i kamp med dagens dobbelte lektionsplan til pisterne lukker.
Når først pisterne er lukket, drager vi mod den udendørs hot-tub, der er på det hotel vi bor på under vores 3-ugers kursus. På hotellet får vi en varieret og lækker morgenmadsbuffet hver dag, lækre værelser med store senge og en skøn aften buffet med et fantastisk personale. Generelt er den canadiske lokalbefolkning meget velkomne over for os Snowminders – uanset om det er fordi vi kommer tre for at få et par råd om pasning og plejning af ski, eller 40 for at spise frokost eller drikke et “par” øl og spille spil. Uanset hvad de utroligt hyggelige aftner byder på, står vi i samlet flok klar dagen efter til endnu en dag med uforglemmelig ski og snowboard runs på de utrolige pister. Sneen er ulig noget jeg nogensinde har oplevet i Europa, og jeg har ikke tænkt mig at misse et eneste sekund med den type sne. Vi fik i onsdags 15 centimeter ud af det blå – sneen dagen efter var så blød og dejlig, at man kunne kysse og kramme den. Pisterne præpareres mellem kl. 23-03 om natten, så der falder altid et fint lag ny sne inden pisterne åbner dagen efter. Det giver en uforglemmelig oplevelse på pisterne i løbet af formiddagen. Canada adskiller sig også fra Europa ved, at pisterne ikke bliver puklede i løbet af eftermiddagen. Selvom sneen samler sig i små bunker, så er sneen så fin, at man blot skærer lige igennem de små bunker, eller blot hopper blødt hen over dem.
Hvad jeg tydeligt kan mærke på Snowminds-gruppen er, at selvom vi som gruppe har det fantastisk sjovt, glæder vi os til at blive en del af lokalmiljøet. Alle de ansatte på skiskolen ser ud til at have det sjovt med hinanden, stemning er god, og ikke én gang har jeg oplevet ikke at blive spurgt hvordan jeg har det, hver gang jeg møder en ny person – uanset om det er de folk der scanner mit liftkort, kokken der laver min frokost eller bartenderen der skænker mig en øl. Jeg kan virkelig mærke på de der bor i Sun Peaks, at lokalmiljøet betyder meget for den oplevelse man har af livet i byen, men også livet på bjerget. Vi er alle en del af en større gruppe, der skal arbejde sammen hver dag, på alle tidspunkter og i alle situationer. Og det at vide, at der altid er en der min ryg og er klar med rådgivning, ekstra-lektioner eller en øl efter arbejde, det giver mig en ro og en tillid til, at denne her sæson bliver den bedste oplevelse i mit liv.
For mig betyder det at være en del af teamet på Sun Peaks Sports School i år med Snowminds broderet på brystet en verden til forskel. Jeg er her for at lære mennesker at kende, og for at blive bedre til mennesker. Jeg vil lære at læse mennesker, deres behov og kvaliteter, blot ud fra en simpel samtale, og derfra have en forrygende god oplevelse med dem, fordi jeg er i stand til at give dem hvad de har brug for. Jeg vil opleve noget af verdens bedste sne, med nogle af verdens bedste skiløbere, og virkelig udvikle på min passion for skiløb og snowboarding. Jeg er i Canada med Snowminds, fordi det er her jeg hører til. Det her er mit nye hjem, og jeg har ikke tænkt mig at lade noget stå i vejen for, at min sæson lever op til sit fulde potentiale.
Følg med her på bloggen, i takt med at min sæson her i Sun Peaks, BC Canada skrider frem!
/Jonathan
Lyder Jonathans hverdag i Sun Peaks som noget du absolut ikke kan gå glip af? Så forstår vi dig godt – du kan læse mere om de kurser vi tilbyder i Canada her.
Vi anbefaler dig at søge hurtigst muligt, da der er rift om pladserne. Send din ansøgning ind til os her. Vi glæder os til at høre fra dig!
Tjek også vores anmeldelser på Trustpilot og Facebook for at lære mere om Snowminds fra vores instruktører!