Mit skieventyr i Whistler: At kaste sig ud i det ukendte og rejse alene
“Det var en beslutning, der krævede en vis mængde mod og en åben indstilling til det ukendte.”
Da jeg stod overfor mit andet sabbatår, følte jeg trangen til at udfordre mig selv og forlade mine trygge rammer. Men hvis jeg skulle, ville jeg gå all-in og valgte intet mindre end Whistler i Canada som min destination – en drøm, jeg altid har haft. Dog var der et lille problem; jeg skulle gøre det alene. Det var en beslutning, der krævede en vis mængde mod og en åben indstilling til det ukendte. Ville jeg kunne holde ud at være så længe væk hjemmefra? Hvordan ville det gå med folk jeg sletter ikke kendte? Ville jeg være god nok til at blive skiinstruktør? Hvordan ville det være at snakke engelsk hver dag? Efter en lang række overvejelser valgte jeg at tage skridtet og ansøge om at blive skiinstruktør gennem Snowminds. Denne beslutning viste sig at være helt afgørende for min oplevelse. Snowminds tog hånd om alle praktiske detaljer, fra job og bolig til flybilletter, hvilket frigjorde mig fra bekymringer og tillod mig at fokusere fuldt ud på mit kommende eventyr.
Julie (første række, tredje fra venstre) og gruppen i Whistler sæson 2023/24
Mødet med mine nye rejsekammerater
En af de mest beroligende faktorer var muligheden for at deltage i Snowminds’ Kick-off event. Dette arrangement gav mig chancen for at møde dem jeg skulle rejse med, inden vi stod i lufthavnen og skulle afsted. Arrangementet hjalp mig også med at få styr på mit udstyr og hvilke forventninger jeg kunne have til min sæson. Det gjorde det muligt at kommunikere med ens nye bekendtskaber og at kunne kontakte nogle af dem, inden vi skulle afsted og spørge hinanden til råds. Jeg bestilte blandt andet flysæder med en af dem, jeg skulle afsted med, hvilket gjorde at starten på rejsen var langt mere komfortabel og det dæmpede frygten for ensomhed, der ofte kan følge med soloeventyr.
En af de første ting, der lettede min frygt, var den utrolige imødekommenhed fra alle omkring mig. Alle dem jeg skulle rejse med, uanset baggrund eller erfaring, var i samme båd. Det var en rar påmindelse om, at vi alle var lige spændte og nervøse. Man følte, at man stod alene med den vilde følelse af, at skulle rejse alene, men hurtigt ændrede denne følelse sig, da man opdagede at vi alle havde det på samme måde. Den fælles oplevelse skabte hurtigt et bånd mellem os, og allerede i lufthavnen begyndte vi at skabe relationer.
Aftensmad med gruppen i Whistler
Den nye hverdag
At bo sammen med 14 andre eventyrlystne sjæle i en hyggelig ’lodge’ har kun gjort min rejse endnu bedre. Det sociale bånd, der allerede er blevet skabt gennem fælles oplevelser, gør, at jeg aldrig føler mig ensom. Vi laver mad sammen, står på ski sammen, ser film sammen og bruger en masse tid på at lære hinanden at kende. At dele øjeblikke, udfordringer og glæder med mine nye venner er blevet en essentiel del af min skisæson. Jeg ville aldrig kunne have gjort det uden at have de andre Snowminders ved min side.
En af de mest givende aspekter er også, at du indgår i træningsgrupper med mennesker med forskellige baggrunde. Dette giver en chance for, at udvide sin horisont og lære af forskellige kulturer og erfaringer. Vi har fået en rigtig god træningsgruppe og den sødeste træner – med et virkelig højt niveau inden for skiverdenen. Jeg var spændt på at skulle starte en hverdag, hvor engelsk ville blive mit primære sprog. Men at bo med folk fra Australien, Irland, England og andre dele af verden har skabt et internationalt fællesskab, der er virkelig spændende. Det gør det at snakke engelsk meget nemmere, da man lærer rigtig meget fra dem.
Teamlederne fra Snowminds, erfarne instruktører, spiller også en afgørende rolle i at skabe den bedste oplevelse for os alle. Deres viden og dedikation gør, at vi alle føler os trygge og velinformerede under hele rejsen. At have nogen med erfaring ved sin side er uvurderligt, især når man står overfor nye udfordringer. Heriblandt hjælp til visum processen, råd om skitræning og dine egne forbedringer i forhold til skiløb, hvordan eksamen fungerer, budget for sæsonen og deres funktion i at samle os alle og skabe fælles oplevelser i løbet af sæsonen. Blandt andet quiz aften, ishockeykampe, bungeejumping og en masse andre fede ting.
Alle disse ting kan jeg sige efter kun at have været i Canada i 1,5 uge ud af 5 måneder. Så hvis du sidder og overvejer at tage på en skisæson, men tøver med at gøre det alene, er mit råd klar: Tag med et selskab, der skaber de trygge rammer for dig og bare gør det!!. Jeg kastede mig ud i det ukendte og det har allerede vist sig at være et kæmpe eventyr. At rejse alene behøver ikke at være ensomt – det kan være det mest berigende eventyr, du nogensinde er taget på.
Er du klar på at gøre som Julie? Tjek vores forskellige ski-og snowboardinstruktørkurser i Canada ud, og få en oplevelse for livet lige som Julie!