Daniel og Lucas har haft en sæson som skilærere med Snowminds i Japan, nærmere betegnet i Kiroro, som ligger tæt på den aktive vulkan Mount Yōtei. Trodsige vejrforhold gør det udfordrende at nå til toppen og få glæden at af stå på ski ned i krateret, men heldigvis (efter flere forsøg) lykkedes det Daniel og Lucas at få sig en skitur på en aktiv vulkan i Japan under deres sæson!
Mount Yōtei, you won the battle, but not the war! Lucas og jeg gør os endnu en gang klar til at prøve og nå toppen af den aktive vulkan Mount Yōtei. Sidste gang gik ikke så godt. Til trods for en brav kamp fra Lucas, Ditlev og jeg forhindrede hårde vinde og dårlig sigtbarhed os i at nå toppen. Vulkanen er 1878 meter høj og aktiv (dog ”sovende”), og med vulkansten og ren is på toppen er det derfor et meget svært hike. Af den grund skal man være heldig at ramme de helt rigtige forhold, hvis man vil være én af de få, der når toppen. Og netop heldige var Lucas og jeg, vi ramte de helt rigtige forhold til en skitur på en aktiv vulkan i Japan – vindstille og skyfrit.
Hele dagen gik bare op i en højere enhed, lige fra vores alarm startede til vi kørte ned i krateret på vulkanen. Lucas troede nemlig, han havde sat alarm til 04:30 om morgenen (am), men i stedet var han kommet til at sætte den til 4:30 om eftermiddagen (pm), hvilket betød vi ikke ville nå toppen, hvis vi sov over os. Men på magisk vis vågner jeg om natten/morgenen, og beslutter mig for at tjekke klokken, og hvad er den? 04:28 am. Så allerede fra morgenstunden af er vi kommet godt fra start. Bilen pakkede vi aftenen før, så vi stod op, spiste morgenmad, og kørte omkring ved 05:00 tiden. Klokken 6:30 står vi klar ved foden af Mount Yōtei, og gud hvor er hun smuk med østsiden af vulkanen stadig skarpt oplyst af morgensolen.
Langsomt begynder vi vores hike, snart har vi allerede gået ca. halvvejs og begynder så småt at tænke på at holde frokostpause. Klokken er nu omkring 9:00, så vi har haft god pace på hele morgenen. Faktisk kunne vi have gjort det hurtigere, hvis ikke vi begge stoppede op hver fjerde sekund for at tage en video eller et billede – det hele skal jo dokumenteres. Og der var det, det helt igennem perfekte sted at holde frokost. Et kæmpe træ er væltet væk fra bjerget, og danner dermed en perfekt platform til at sidde og nyde det gode vejr og spise frokost. Her slukker vi musikken, og bare nyder den absolut mest perfekte frokost jeg nogensinde har haft – også selvom den bestod af snickers og risklumper ;-).
Det var så fantastisk en følelse at sidde midt på en aktiv vulkan i Japan hvor man selv er gået op og nu sidder og nyder udsigten med sin bedste kammerat. Snart går turen videre op mod toppen, og det bliver kun sværere herfra. Så småt begynder der at komme mere og mere is, hvilket betyder, at vores skins ikke har noget at gribe fat i (skins er i bund og grund bare skind man putter under skien så man ikke glider bagud). Ikke mere end ca. 50 meter fra der vi holdte frokost, bliver vi nødt til at spænde skiene på nakken og gå den sidste halvdel kun i skistøvler. Herfra begynder den sværeste del af turen. Vulkanen bliver eksponentielt stejlere jo tættere du kommer på toppen, og terrænet bliver sværere, så den sidste del er bare en kamp for at nå toppen, og du kører til sidst kun på en blanding af vilje og en snickers i ny og næ.
Men når man så endelig, endelig når toppen er det også en følelse uden lige. Når man runder toppen og kan se hele krateret er følelserne en stor pærevælling af lettelse, glæde, udmattelse og et godt skud selvtillid. Lucas og jeg tager selvfølgelig lige en tur ned i krateret – ja, det er rigtigt, vi stod på ski ned i krateret af en aktiv vulkan i Japan, hvordan var din torsdag formiddag :-)? Da vi endelig kører ned mod bilen igen, begynder skyerne så småt at rulle ind over os, og da vi rammer bilen kan man ikke længere se toppen. Vi havde dermed ikke nået toppen, hvis vi havde sovet over os med blot en halv time. And thus, Lucas and i won the war against Mount Yōtei – and it was the best thing i have ever done!
// Daniel Kringelbach
Skal du også opleve en sæson og en skitur i Japan?
Pladserne bliver hurtigt fyldt op på vores skikurser og snowboardkurser i Japan med tilhørende jobgaranti så man er sikret en hel vinter i den magiske japanske natur! Reserver din plads her, eller kontakt os for at høre mere!